På vej rundt i Odenses bymidte løser du gådefulde, matematiske opgaver for at finde næste stop på vandringen. Bliver opgaverne løst rigtigt, lykkes det måske at finde Den Mystiske Portnøgle, som ellers har været forsvundet i mange år, og som Kammerraadinden meget gerne vil have din hjælp til at finde, så hun kan få svar på sine spørgsmål.
I forbindelse med Matematikugen – en del af MatKult-projektet – har en gruppe medarbejdere på FNUG skabt en fortælling, som trækker tråde til H.C. Andersens eventyr ”Portnøglen” og samtidig forbinder historiske steder i Odense midtby med gådefulde matematik-opgaver, som til sidst fører deltagerne i retning af det sted, hvor portnøglen er. Fortællingen og gåderne er samlet i et hæfte med navnet ”Den mystiske Portnøgle – et eventyrligt matematik-mysterium”, som henvender sig til 7.- 10. klasser og til danske og tyske turister.
Alle 7.-10. klasser, som finder den forsvundne portnøgle, deltager i lodtrækningen om et to-timers forløb ”Andersens perspektiv” i H.C. Andersens Hus til en værdi af 900 kr. Ønsker I at deltage, så skriv eller ring til Lisbet Foged på foged@imada.sdu.dk, 26 28 96 80.
Idémagerne bag den gådefulde fortælling er Amalie Thorup Eich-Høy, kandidatstuderende og studentermedhjælper på FNUG, og Christian Eiming, formidler, dramatiker m.m.m. og samtidig underviser i mundtlig formidling på SDU. Et helt hold af kollegaer fra FNUG har medvirket til, at projektet blev ført ud i livet, og vi har modtaget velvillig hjælp fra Nelle’s i Odense, H.C. Andersens Hus, PA Pension og SDUs egen hustømrer.
”Den Mystiske Portnøgle” er en del af projektet MatKult, finansieret af Interreg Deutschland-Danmark med midler fra den Europæiske Fond for Regionaludvikling. Læs mere om Interreg Deutschland-Danmark på www.interreg5a.eu.
Start debatten med en kommentar